Til middag med 1.klasseHer til aften var vi trænere på NTG; Staszka, Thomas og undertegnede, inviteret på middag hos Pia Kleiven og forældre.
Det er ikke første gang, at vi har haft fornøjelsen af, at være inviteret på middag sammen med vores utrolig søde 1.klasser hos Pias utrolig gæstfrie forældre.
Som sædvanlig, fristes man næsten til at sige, så havde Jostein grillet på livet løs og så var det ellers bare med at kaste sig over den dejlige mad.
Jostein holdt en lille tale for os 3 trænere, og det var jo lige før at man sad der og blev helt rørt. Hvor er det dog dejligt at få noget ros for det arbejde man har udført - det er der godt nok mange der kunne lære noget af (inklusive mig selv). Der findes da ikke noget der er mere motiverende end at få positive tilbagemeldinger på det arbejde man går og laver.
Senere kom turen så til vores kære 1. klasse piger: Først havde de, tro det eller ej, skrevet en sang til os, som de opførte i kor foran os tre trænere. jeg tror at vi sad der alle tre og blev temmelig rørt over situationen. Indholdet var virkelig fint og meget rammende, så det var da lige sådan, at jeg i et kort sekund overvejede om jeg nu også synes at det var det rigtige at rejse tilbage til Danmark. Jeg behøver så bare at tænke på mine to dejlige piger i Viborg, og så er al tvivl igen fejet til side.
Så var det tid til gaver. De kære jenter havde også købt gaver til os. Nu er det jo ikke sådan, at jeg er lige ved at forlade Norge, men Thomas har sidste arbejdsdag i morgen, så anledningen kan der jo ikke siges så meget til.
Personligt blev jeg begavet med følgende: En flot, og må jeg sige meget velduftende, blomst. "No smoking" klistermærker Et gult askebærger med tegninger af fjeld, fjord, elge og norsk flag med inskriptionen "Norway". Et Norsk flag til at stille på mit bord. En køleskabsmagnet med "I love Norway" også her fremkommer der en elg. Sidst, men ikke mindst, en guldmedalje for at være sexet på trods af min alder (hvilket jeg med sikkerhed ved at de overhovedet ikke mener, men tanken er jo sød).
Jeg var lidt misundelig på Thomas "I love Norway" sokker, men så fik han til gengæld ikke noget askebærger :-)
Nu rejser Thomas hjem til Danmark i morgen. Det bliver godt nok noget trist at skulle være her den sidste tid. Folk i Lillehammer tager ikke ligefrem prisen for at være de mest sociale mennesker, så jeg gruer lidt for 1,5 måned uden særlig meget kontakt med andre mennesker. Jeg skal dog nok få det bedste ud af det.
Her er lidt billeder:
|