I går havde vi besøg af en af vores elevers far. Dette er i sig selv ikke unormalt, men i dette tilfælde skulle vi have en fælles seance omkring mental træning.

Vi i trænerteamet var lidt spændte på situationen da vi på forhånd ikke havde kendskab til hverken form eller indhold.

Lad det være sagt med det samme. Det blev en spændende time, hvor vi alle lærte lidt mere om os selv, og vi i trænerteamet fik så et rigtig fint indblik i hvordan vores elever tænker, og vi kan nu arbejde langt mere målrettet på det mentale plan med eleverne.

Hvis jeg skal sammenfatte hvad der blev sagt, så handlede det i høj grad om at se krop og hoved som en helhed. Dette er selvfølgelig ikke nogen revolution indenfor mental træning. Hvis man læser Tim Gallways "The inner game of tennis" så er det jo i høj grad hvad der siges der.

Det der var spændende her var, at det var udøveren der blev sin egen coach. At det var udøveren som var den eneste der var i stand til at ændre en mental tilstand til en anden.

På et tidspunkt kørte vi en runde med alle eleverne hvor de skulle sige en positiv egenskab om dem selv som håndboldsspiller. Dette brugte hver elev temmelig lang tid på at tænke over, og selv nogen af de positive udsagn kom ud som noget som egentlig ikke var videre positivt.

Efterfølgende blev så samme runde kørt hvor hver person skulle sige noget negativt om dem selv. Her gik det let og smertefrit. Alle kunne sige noget negativt om sig selv, og det behøvede man ikke mange sekunder for at komme frem til. Dette var en både oplysende og også noget skræmmende oplevelse.

Når kroppen nu reagerer på de udsagn vi hele tiden går og fortæller os selv, så siger det sig selv, at det må være ualmindelig svært at præstere hvis vi hele tiden tænker negative tanker om os selv.

Det handler om at få sat en proces i gang. En proces hvor vi coacher os selv og hvor vi tager fat i det negative tanker, konfronterer dem, kasserer dem og får lavet et nyt tankesæt. Det lyder nemt og for nogen vil det også være sådan og for andre vil det være mere vanskeligt.

Som i alt andet, så kræver det træning, træning og atter træning.

Et lille forsøg her: Prøv at fold hænderne. For de fleste højrehåndede personer vil det være sådan, at venstre tommel ligger over højre, venstre pegefinger over højre osv.

Forsøg nu at vend den situation så højre tommel ligger over venstre, højre pegefinger over venstre osv.

Føles det rigtigt? For langt de fleste vil det her føles mærkeligt og forkert. Dette er fordi kroppen har lagret "det rigtige" greb og det andet greb føles derfor forkert.

Prøv nu at åbne fingrene med udgangspunkt i "det forkerte greb" og lad dine fingre glide hurtigt ind og ud mellem hinanden (næsten så du klapper) 100 gange. Mærk så efter om det ene greb føles mere rigtigt end det andet.

Vi kan altså ændre en bevægelse eller en følelse, men jo ældre du bliver jo længere tid vil dette tage.

Det var en rigtig fin oplevelse for alle i dag, og jeg tror at vi alle har fået lidt ekstra at tænke over. Jeg har for min del og det sætter jeg stor pris på.

Efter dagens træning præsterede Anette og Rakel at stille sig hen foran en snekanon i shorts og tshirt. bare for lige at se om det var koldt. Det var det.